Boganmeldelse:
Denne bog er ikke en lærebog om skizofreni, men en indsigtsfuld rejse i en verden, hvor hallucinationer og vrangforestillinger har deres eget liv, og hvor de for den syge, virker ægte og logiske.
Bogens forfatter – Psykolog Arnhild Lauveng – beskriver med en blanding af humor og dyb alvor sin egen ungdoms kamp for at overvinde sin skizofreni. Det til trods for systemets og behandlernes dom: Uhelbredelig syg….!
Arnhild Lauveng giver mange eksempler på den menneskelige psykes kompleksitet, hvor det unaturlige bliver normalt, og hvor det naturlige bliver farligt.
Blandt bogens absolutte styrker, er dens letlæselighed og underfundige humor – samt det faktum, at man hele tiden ved, at den er skrevet af en person, der har oplevet skizofrenien på sin egen krop.
Facts om Skizofreni:
Ca. en trediedel bliver helt eller delvis raske
Ca. en trediedel klarer sig godt, selvom de stadig lider en del, og fortsat vil have brug for hjælp fra behandlingsapparatet.
Ca. en trediedel fører en hård og langvarig kampmed deres lidelser.
Hertil skriver Arnhild Lauveng:
Tænk om nogen havde fortalt mig det dengang i stedet for at sige, at “skizofreni er en kronisk sygdom”! Så havde jeg øjeblikkeligt fået et håb om, at jeg ville havne i den “raske trediedel,” og selv om jeg i mine mere dystre perioder sikkert ikke havde formået at tro det , ville de alligevel have givet mig mere håb og mere legitimitet til den trodsige drøm, jeg altid havde om, at jeg ville klare det.
En af pointerne i bogen er, at med en diagnose ender patienten let med at “bruge” den for at opnå noget, og at behandlerne accepterer langt mere fordi de lader diagnosen blive forklaringen på alle syptomer og reaktioner. Bl.a. skriver hun:
Drengen i værelset ved siden af mig var meget forpint af væsner fra det ydre rum. De kunne komme på alle tidspunkter og i forskellige udgaver, men de kom også tit, når han skulle rydde op på sit værelse. Det var ikke så mærkeligt. Teenagedrenge er som regel ikke så begejstrede for at rydde op på deres værelser og bruger ofte de midler, de har til rådighed, forat blive fri. De kan komme i tanker om, at de har glemt at læse lektier, eller at de har lovet en kammerat noget meget vigtigt, at de skal træne, gå tur med hunden eller bare se et enkelt tv-program – eller de forsvinder simpelt hen ud af døren uden at have “hørt”, hvad de blev bedt om. Fuldstændig normalt. Men min nabo havde ingen af disse muligheder. Han havde hverken lektier, træning, venner eller hund, tv’et stod i et aflåst rum, og yderdørene var også låst. Han havde derimod en ting, som de færreste teenagedrenge har: Han havde rumvæsner og en diagnose, som betød, at angreb fra rumvæsner var en gyldig og acceptabel grund til ikke at rydde op på værelset….
Bogens underfundige titel forstås bedre efter at have læst det lille digt som indleder bogen:
Før levede jeg mine dage som får.
Hver dag samlede hyrderne alle på afdelingen til udmarch i samlet flok.
Og som hyrdehunde har for vane, bjæffede de højt, hvis nogen tøvede med at komme ud af døren.
Det skete, at jeg brægede lidt, helt stille,
mens de drev mig gennem gangene,
men ingen spurgte nogensinde hvorfor
- når man først er sindssyg, kan man da godt bræge.
Før levede jeg mine dage som får.
I samlet flok drev de os rundt på stierne omkring hospitalet,
en langsom uensartet fåreflok af individer, ingen tænkte på at se.
For vi var blevet en flok,
og hele flokken skulle ud og gå,
og hele flokken skulle lukkes ind igen.
Før levede jeg mine dage som får.
Hyrderne klippede min manke og studsede mine klør,
så jeg lettere kunne glide ind i flokken.
Jeg traskede af sted blandt pænt friserede æsler, bjørne, egern og krokodiller
og spekulerede på, hvorfor ingen ville se.
For jeg levede mine dage som får
mens alt i mig længtes efter at jage over savannerne.
Og jeg lod mig drive fra bås til indhegning til stald,
når de sagde, at det var det, der var bedst for et får.
Og jeg vidste, at det var forkert.
Og jeg vidste, at det ikke ville vare evigt.
For jeg levede mine dage som får.
Men i morgen var jeg altid en løve.
Jeg vil klart anbefale flest muligt at læse denne bog, da den giver en unik indsigt i den menneskelige psyke – og er et absolut must, hvis man støder på skizofreni eller andre psykiske lidelser blandt sine venner eller familiemedlemmer.
I morgen var jeg altid en løve.
Forfatter: Arnhild Lauveng
Forlag: Akademisk Forlag
ISBN: 978-87-500-3987-7
Omfang: 155 sider – letlæselig