Da jeg lige pludselig stod med en kræftdiagnose, opstod et naturligt ønske om, at vide så meget om sygdommen som muligt. Jeg fandt hurtigt en masse både på nettet, på biblioteket og hos personalet på sygehuset som var meget villige til at svare på mine spørgsmål.
Det var derimod svært at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere mine personlige følelser. Begreber som forventninger, ønsker og mål for fremtiden var langt sværere, at få hjælp til i en periode hvor jeg jo ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Selv hos Kræftens Bekæmpelse gik jeg forgæves.
Min søgen på nettet efter noget der kunne bruges til at hjælpe mig videre – eller bare gøre tankerne mere positive – gav et yderst sparsomt resultat. Langt de fleste hjemmesider var udenlandske, og et par af de danske som jeg rent faktisk prøvede at henvende mig til, gav bestemt en umiddelbar positiv oplevelse, men…..
Ret hurtigt begyndte terapeuten/coachen at fortælle sin egen sygdomshistorie, og at svare med sætninger som: Sådan har/havde jeg det også, eller: Det kender jeg godt…. Det var ikke det, jeg havde brug for at høre, og med min egen baggrund som coach vidste jeg, at de pågældende mennesker var i gang med deres egen selvterapi. Det kan gøres meget bedre og meget mere professionelt.
Da jeg var færdig med mine behandlinger og fik at vide, at der ikke var mere kræft at finde, opstod der et behov for at komme videre. På sygehuset kunne de fortælle, at det var meget normalt, at føle et tomrum efter endt behandling, men der var ingen klare anvisninger på, hvordan dette skulle overvindes.
Hos andre kræftoverlevere oplevede jeg en forståelse for det jeg havde været igennem, men da de fleste selv havde brug for at i-tale-sætte deres følelser, blev det bare en gentagelse af, hvad jeg havde oplevet hos behandlerne.
Jeg besluttede derfor, at min vej videre skulle være at coache – dvs. hjælpe med at finde menneskers egne ressourcer frem – nuværende eller tidligere kræftpatienter, men kun på deres egne præmisser og frem for alt uden hele tiden at inddrage min egen historie.
Den hører hjemme i et andet forum!
Derfor har jeg selv været både i behandling hos en psykolog, været i psykoterapi, blevet coachet med NLP samt haft mange og gode samtaler med en masse empatiske og vidende mennesker. Alt sammen dels for at bearbejde mit eget forløb så godt og hurtigt som muligt og dels for at lære, at finde den rette måde – i hvert fald for mig – at komme videre på.
Det vigtigste var at føle efter – hvornår det føltes rigtigt, at træde ind i rollen som den professionelle samtalepartner der formår at spørge ind, uden at have behov for selv at bearbejde oplevelsen af at være syg eller kræftoverlever.
Efter at have arbejdet metoden igennem blev den præsenteret for en praktiserende psykolog jeg kender – som kom med professionel og ærlig feed back – inden den blev taget i brug.
Jeg har siden kun fået positive tilkendegivelser.
Har du spørgsmål eller
Har du selv en historie – så fortæl den her….